Januar status
Måske er jeg bare lidt for selvtilfreds når jeg er på cykel. Det går jo fint når jeg sidder der. At det så kniber lidt på trapper, efter en længere tur, snakker vi ikke for højt om. Jeg har på hver tur en for og imod diskussion, om at tage omvejen hjem eller at holde mig til den korte, der ikke kræver for megen restitution. Jeg har stort set holdt mig til de korte og at stå over på dage hvor vejret bider fra sig. Så jo, det gamle skrog holdes kørende og så heller ikke mere...
Jeg var nede i hukommelsen for at finde ud af hvornår jeg begyndte at notere køretider. Jeg kom frem til at det nok var overvægten der var årsag, og at det startede med en billig cykelcomputer fra Netto, cirka 2001. Tanken har nok været at se om der var en sammenhæng mellem vægt og aktivitet, hvad der da bestemt er. Senere kom det i regneark, hvad der er et fantastisk fleksibelt værktøj, som hen ad vejen også kom til at holde øje med cykel, reperationer og service. Med andre ord; det var ikke bare min tilstand, men også cyklernes, der blev noteret. Fordi cyklerne blev flere og jeg stadig gerne vil vide hvor længe dele faktisk holder. En håndfuld gamle modeller kører alene byture en måneds tid om året. For eksempel, min årgang 1972 Regina, formodentlig Club de Luxe. Jeg ved det ikke helt sikkert, for "nogen" har omhyggeligt malet den noget der ligner British Racing Green, en gang efter at bagskærmen er skiftet. Styret er også en type sportsstyr fra min ungdom, som bestemt ikke er til en standard SCO. Fælgene har jeg heller aldrig før set på en cykel fra Odense. Byture holder den til. Planen om restaurering har jeg droppet og dukker det rigtige projekt op, er den en mulighed for at hente nogle dele.
Nå ja, forresten! - Måneden har handlet om ikke at overlaste fysikken, så 468 km. var hvad det blev. Og selv om de første 2 uger gav en vægtstigning på lige godt 1 kg. så ender måneden med 0,2 kg. tabt. Og det føles rigtig godt i moralen!