Det så ud til at vi skulle få en meget normalt cykelår i år men bedst som jeg var sikker på at vinteren var vel overstået, kom der sne og kulde, som da lige så hurtigt sprang den sidste forårstid over og bragede igennem med højsommervarme.

Så hvor året starter med en aktivitet der ser forholdsvis normal ud, så holdt den sene sne igen på cykelturene. Kulden har i den grad gjort opmærksom på at min gigt nok udvikler sig i kedelig retning og den varme der normalt kommer med lindring, kom den så voldsomt at det blev en anderledes udfordring.

For at det ikke skal være løgn, så bragte midsommer et voldsomt styrt der kostede en flænge i hovedet og et brækket venstre kraveben. Jeg nåede dog at blive klar til Bornholm rundt, som helt utroligt, kostede endnu et styrt og nu også et brækket højre kraveben...

Er der noget at sige til at det er blevet til en del færre ture i 18?