- Egentlig lidt underligt. Status efter Team Børn, Unge & Sorg efterlader en stor tvivl om at ville gøre det igen. Efter de nye planer om Østrig tur, som er valgt fra, er det jo ligesom helt forfra. Jeg er ikke helt sikker på at jeg orker. Nye steder, jo! Men nye ryttere og kultur? Ikke des do trods kikker jeg faktisk efter en Kjøbenhavner cykel. Så der står en klar til trænings og test ture med Team Bike 4 kids, uden at jeg skal slæbe en med på rejsen. Jeg ville have elsket at det var sådan en dame Kalkhoff, der skulle stå der. Men efter at have gemt den fra markedspladsen på fjæsen, lykkedes det at glemme den. - Og opdage den på gemmelisten efter et helt år, stadig til salg. Jeg skyndte mig at høre om jeg måtte se den, men beskeden var desværre at den var sendt på lossepladsen i mangel på interesse. Det var nok den ene chance der røg? For så mange er der med garanti aldrig kommet til DK... Det er også lidt underligt at vejret tillader cykling langt ud over det sædvanlige for årstiden. Så meget at jeg bliver mindet om det af mit slidte højre ben. Jeg har lagt dæmper på, men når sol og vind er med, skal det lige diskuteres hvor langt jeg kører. Målet er sat ved to timer. Alligevel bliver turene stadig lidt længere. Et Kvarter til en halv time, indtil videre. Håber at få styr på det, for benet brokker sig, som sagt.

Med samfundstjeneste og byture så kørte jeg  1.165 km. Jeg kom også i konkurrence på MTB for første gang i otte år. Sjovt, men ikke ufarligt. Jeg kører simpelt hen fra vejrtrækningen uden at opdage det. Så pulsbælte bliver nok et nødvendigt udstyr. Vægten står stille. Og det er rigtig godt, når den her sidst på året plejer at stige. Begynder november på 105,7 kg. Det ligner tolv år siden jeg for alvor har været der, stabilt.

Team Børn, Unge & Sorg touren var bestemt en oplevelse. Selvom jeg personligt kunne have brugt mere tid til at opleve omgivelserne. Ikke at der ikke var fritid, men jeg var nok lovlig optaget af at få log og dukumentation på plads. Fire punkteringer synes i overkant. Jeg tilskriver det, at jeg var på ukendt asfalt. Et er at ramme en sten ved vejarbejde, men at køre i store huller, bør ikke ske. Faggin kørte i øvrigt problemløst og var muligvis turens ældste. Jeg så faktisk kun en enkelt cykel mere på blanke hjul...

Måske var jeg lidt for sen til at komme på cyklen efter hjemkomst. Oprydnings tur gik fint. Men første trænings tur var en kamp mod krampe, pudsigt nok i det venstre ben, som ellers aldrig gør knuder. Samme et par dage senere, hvor det startede i venstre men flyttede over i højre. Heldigvis var det ferie, så ikke så meget skade. En tur til Frederiksberg weekenden efter, startede de samme kramper ned ad trapper. For at føje spot til skade, lykkedes det at komme hjem med Roskildesyge. Og sådan 1½ dag uden føde, droppede vægten 2 kg. yderligere.

Ellers gik jeg ombord i analyser af Danmarks turen og fandt at vi som supermotions hold, generelt tabte på farten efter de første to dage, men så lå ret stabilt resten af turen. Som sidegevindst, blev jeg overrasket over at se min lyn sammenflikkede singlegear på '74 Everton ramme, løber en smule fra Verdensmestercyklen fra '17. Everton blev en smule højere i gearing, så det viser vel bare at nysmurt og justeret, betyder alder ikke al verden.

Summa sumarum; Efter en lang uges rundtur, betød sygepause tydelig nedgang i distance. 928 km. blev det til. Og så skal jeg endda vende mig til at samfundstjenesten og bytrure øger fra ca. 60 til ca. 300 km. per måned. Vægten stabiliserede sig og lander på 105,1 kg. i en tid hvor den plejer at være på vej op. Det er den også i år, men endelig bremser den lidt i forhold til sidste år.

En loppe racer, som trods mangel på pleje, hurtigt var i brugbar stand. Bortset fra at jeg ikke ville sætte lås på racer, heller ikke når den bruges som træner. Så ser det ud som den har været dyrket rimelig seriøst. Den har haft cykel computer og det er første gang jeg har set en på Hutchinsons 20 mm dæk. Og selvom jeg ved det kommer til at koste. Så skal det lige prøves af i mod 25 mm. Fælgene er faktisk lige brede nok til 20. Men det bliver planen en gang i løbet af foråret. Ellers er kræftene lagt i at få Team Børn, Unge & Sorg holdet til at fungere. Det vil sige, jeg lod mig friste til et BM i MTB. Det var jeg ikke i form til. I hvert fald ikke på en stiv stel. For hvor naturen er rimelig rundhåndet, så er beton banerne ved Rytterknægten ganske andeledes ubarmhjertige og det blev ret hurtigt et problem at holde på styret med svedige hænder. Så efter et styrt tidligt på anden omgang stod jeg af.

Men al den aktivitet har langt om længe sat en smule gang i vægt udviklingen. Midt i august begyndte den faktisk at falde, og det holdt ved måneden ud, så jeg ender på 106,3 kg. Og den intense træning og en halv BU&S tour bringer en klækkelig ny rekord i hus. Hele 1,432 km.

Siden Børn, Unge & Sorg Tour kom rigtig i fokus, har jeg lagt al energi der. Selvfølgelig er logbog holdt ajour. Men at reflektere og analysere, faldt til kun at handle om hvad jeg kunne forvente af materiellet og mig selv, når det går løs. MTB blev kun luftet når der af en eller anden grund forekom aflyste træninger. Så jeg er langt bagud i forhold til normal fordeling. Single er rimelig med, fordi den har fået fortrin for MTB. Men så satte en defekt bag gaffel stopper for Target Greyhound. Slag skader som den allerede havde da den blev bygget, begyndte at revne og på bare to ture måtte jeg erkende at næste gang ville det nok være brudt helt igennem i begge sider. Så jeg gik på udkik efter en ny single cykel. Faktisk afstedkom det en del skiften, for Trek 1000 blev solgt og SCO kom på banen. Efter at have rettet et par mis i produktionen har den faktisk vist sig forbavsende kapabel. Jeg fik kørt Østbornholm igen og i en rimelig fin tid. Selvom jeg kørte til start som opvarmning (30 km.) Bisseline blev kørt sammen med BU&S holdet. Den lange rute, som vi ikke var helt i form til. Det vil sige, hvis vi havde lagt en plan, kunne vi nok have gjort det bedre. Vi var ikke helt fortrolige med hinandens styrker og svagheder, trods en intensiveret holdtræning. Den intense træning har dog haft sin virkning. For det blev til en klar ny måneds rekord på asfalten. I alt 1.226 km.

Vægten er desværre som det har formet sig hele 22. Ingen forskel eller forbedring. Faktisk tog vægten et lille hop på det sidste og ender i 108,5 kg.

Første motionsløb var mere i modvind end forventet, så efter to var raceren godt nede i fart. Jeg var ellers gået på bredere dæk, som skulle give bedre rul. Men jeg glemte måske min fysik. Den fra skolen, altså. Det med at luftmodstand stiger på kvadratet, som de sagde. Kort fortalt: dobbelt hastighed giver fire gange luftmodstand. Farten er sandelig kommet med det bedre vejr og selvom årets tidskørsel ramte stort set samme vejr som sidste år og ruten var den samme, så gik farten fra 30,9 til 31,8 km/t. Det er længe siden jeg har forbedret et resultat med 1 minut 19 sek. Et linje løb oven i var stort identisk med 21 resultatet, selvom benene stadig var mærket af tidskørslen. Skal jeg nu tro at det er som sagkundskaben siger: At langsom, sej træning giver mere overskud? Jamen træningsfart er sænket for at køre i gruppe og min egen fart er bedre end længe...

Ellers har jeg fået pakket min SCO ud. Trek var annonceret til salg og den gik faktisk hurtigere end ventet. SCO var engentlig tænkt efter samme taktik som Mustang. Vi skulle køre hvad det kom ud af kassen. Generelt var den bedre ud af starthullet. Men jeg fraveg plan efter at have set en "cross chaining" som aldrig nogen sinde. Kranken er er simpelthen for lang, så den kørte ikke en meter før den var skiftet. Nu kører den afsindigt lovende. Men kunne den også have gjort det uden krankskiftet?

Vægten generer mig stadig! Juli starter på 107,7kg. helt og aldeles samme som sidste år. Så tillod jeg mig at møde mine medgymnasiater til 40 års jubilæum, uden cykel, så 840 km. var hvad det blev.