Den her gamle sag er indstillet til nok en tur i genopbygnings maskinen. Den har været en oplevelse. Men dels har jeg igen ikke været omhyggelig nok med få rustbehandlet og lakket. Dels er den ikke helt stam nok i design til at gøre det som racer, selvom den holder et ret godt tempo. Den blev ikke hurtigere af et skifte til bukkestyr, bare mere behagelig. Måske skal man være vokset op med en for at forstå den. Den blev skiftet ud med Bilkas Verdensmestercykel. Og der er en verden til forskel. Jeg ville stadig gerne kunne knække koden for at få det seje tråd overført til raceren. Og det kan være at tungere hjul skal prøves i moderne stel, før jeg får en idé om hvor fornemmelsen går tabt...

Så er jeg midt i at skifte fra at køre langt, til at gøre mig klar til en uge Danmarks rundtur med Team børn, unge og sorg. Jeg syntes faktisk at jeg havde sænket ambitionerne, men alligevel vandt målet om at køre 50 km. hver tur. Jo, det er mindre end i de varme måneder, men det samme som jeg satte næsen op efter i den første Vinter Challenge i Danmark cykler. Og da både vejr og mekanik viste sig fra den milde side, så blev det nok en december rekord med 765 km. 

Jeg har stadig en mistanke om at regelmæssigheden på cyklen er medvirkende til at holde styr på vægten. Jeg er godt nok tæt på sidste års december, men dog stadig lidt under. 2021 ender på 108,5 kg. Men der skulle kun en festlig mellemjul og nytår til at starte 22 fra 110,2. Jeg troede faktisk at jeg var færdig med at ryge over 110.

Kører lovlig meget i tomgang. Og det er stadig en forklaring på den uro jeg af og til får i arme og overkrop når jeg er i ro. Egentlig har jeg en fornemmelse af at der skrues op for følsomheden i nervebanerne, så den "bagrundsstøj" der er på linjen bliver påtrængende. Ellers synes alt at fungere uanfægtet... Desværre blander det sig i mine planer! Og dem er der ellers stadig nok af! Ændrer sig under vejs gør de også. Jeg har meldt mig i Team Giv Håb. Jeg har også en plan for at klimaks bliver på en optimeret italiener, en Faggin Pisa 1993, som ellers ikke har gjort meget væsen af sig, fordi den sidst var ude i efterår og genoptræning. Den burde være kapabel og ville være glimrende til at illustrere at udviklingen ikke er helt så fantastisk som en hver sælger vil bilde os ind. Men skulle det vise sig anderledes, har jeg efterhånden samlet hvad der skal til for at få Emonda ALR på banen. Det må næsten kun kunne blive bedre end carbon versionen og alle børnesygdommene. Jeg har sjældent besvær med noget jeg selv har skruet sammen. Næste års motionsracer er tidligere angivet som Via Nirone. Men oplevelsen med Emonda SL, fik mig til i stedet at tænke Teamline. Den har givet mig de bedste resultater og med de nye dækteorier, burde det kunne forbedres, på trods af både min og cyklen alder.

Og så til SCO'en. Jeg har samlet en håndfuld gamle travere som, for det meste kører helt op til moderne standarder. Interessen har dog ikke været til salg. Så de er blevet som "bud" cykel når jeg selv skulle til netto. Fan'me' om ikke SCO  blev stjålet fra gænget dagen før tjansen skulle skifte til den næste. Den er efterlyst, men om jeg ser en igen??

Og til status. Familien kørte samlet på weekend i København og Viborg, så der har også været andre forstyrrelser. Derfor er det kun blevet til næsten gennemsnitlige 695 km. Vægten har fulgt den sædvanlige tendens: At stige med det koldere vejr. Jeg holder dog stadig ca. 2 kilos afstand til sidste års ditto og starter december på 109,1

Der arbejdes stadig på at finde hoved og hale i mit helbred. Men nu har jeg da en sagkyndigs ord for at det er rigtigt at fortsætte med at cykle. Men jeg er stadig lidt på herrens mark hvad angår årsag og konsekvens. Epilepsi er kommet op som en mulighed, selvom jeg nok synes at det er lidt sent at det manifesterer sig. Stress er også en mulighed...

På cykelfronten er Mustang blevet til Beacon. En gang var tanken Emonda ALR. Men der skulle så mange ændringer til at det ikke længere syntes som ny ryggrad til Mustangen. Beacon er godt nok hollow tech, men idenditeten er trods alt indtakt. Og jeg er ikke længer i tvivl om at stivere ramme øger farten, selv for Claris og no name udstyr. Men i sammenligningens navn fik jeg kørt nok Mustang til at konstatere at jeg er 7 kg. lettere end sidst vi mødtes har gjort dens fleksibilitet til et langt mindre problem. Så den overlever som vintercykel med hjul fra min hedengangne LeMans og tilfældigt udstyr fra brokkasserne... Saddelpind passede ikke Beacon så den sidder der endnu.

Selvom jeg flere gange har tænkt på at holde lidt igen. Så er godt vejr, veltilpashed på turene og en åbenbart god grundform, endt op med 784 km. for måneden og jeg er faktisk omtrent i det mål jeg havde sat for hele året. Vægten har stået stort set stille i en del af året hvor jeg ellers altid øger. Så at ende oktober på 107,6 er ikk' så ring' endda!

Jeg vægrer mig lidt ved denne... Sagen er at "noget" ikke er som det bør være. Men det er stadig ikke helt klart hvad der sker. Jeg røg faktisk en tur på akutmodtagelse med noget der føltes som et hjertetilfælde. Endte dog med at blive frikendt af EKG. Siden har jeg fundet ud af at nerverne nok spiller mig et puds og af og til tænder muskelflimmer i bryst og skuldre. Jeg ville ikke selv give det som råd, men jeg er forsat med at cykle trods balladen. For ude på vejene føltes alt normalt og jeg har haft mere ro i kroppen på mine cykeldage. På det sidste er uroen dog heldigvis ebbet ud. Jeg hælder til at forklaringen er stress. Jeg har været forbandet irriteret over en hel del opgaver som jeg ikke har haft energien til at gennemføre, samtidig med at jeg har presset mere på, på de to hjul. Og selvom jeg med tanke på overtræning er bakket lidt af, har jeg nu kørt så langt at jeg efter målsætningen, snart begynder på december. Ender på 775 km. for måneden.

På turene er jeg spontant gået ombord i 1x8 MTB, fordi lejligheden bød sig. Jeg er overrasket over at jeg ikke har savnet den store klinge. Jeg har også glædet mig over at fælgen spiller sammen med de tykke Kenda som løber brand godt og også klarer gruset som en mis. Landevejscyklen er Mustang Road, nu på 32-622 Cheng Shin, de halvsporty, som jeg har set på et utal af city, sport og letvægtscykler, gennem alle årene. At det er en gammel sag synes ikke at genere den ellers ret tamme Mustang. Jeg håber der er plads til dækkene også, for jeg har en plan om at køre en sammenligning på teknikken i en mere potent Beacon ramme.

Så er vi tilbage ved: Er det den konstante aktivitet eller situationen der gør at vægten arter sig på en årstid hvor jeg ellers normalt altid er opadstigende? Ingen tvivl om at appetit også har været forstyrret. Starter oktober på 106,5 kg. og er pludselig 3 kg. nede i forhold til sidste år. Det er jeg egentlig mega glad for og håber på at der ikke er et eller andet, der går amok i nærmeste fremtid...

Jeg har kørt min egen dæktest sommeren over. Indtil videre har det været en sjov oplevelse. For nok er der rimelig hold i det dækpruducenterne anbefaler, men virker det for mig? Jeg kører 8 bar i schwalbe 23-622 som den sidste del af testen. 8 bar startede ud med en ringe tur. Anden tur troede jeg faktisk længe at jeg havde pumpet forkert, for cyklen var seriøst velbehagelig at køre. Men så drejede jeg af og fik asfalten at mærke. På en tur med 60 - 70% god asfalt blev turen den nok hurtigste. Med andre ord: Det giver faktisk ret god mening at tage ud og tjekke vejen før et løb. En tur på slidt vej med 6 bar er noget hurtigere end at køre den med 8 bar. Omvendt så tjente jeg  + 2 km/t. på den på den gode vej med højere dæktryk.

I øvrigt irriterer det mig grusomt at jeg er langt bedre i harmoni med den her 1992 Centurion på hjul fra min hedengangne '98 Peugeot og garniture + diverse fra '06 Trek, med 2 x 7 gear end jeg er med den super lette Emonda SL6 med 2 x 11 gear. Faktisk har Centurion klart overtaget på snithastighed. Til gengæld er jeg ikke sikker på at Bornholm rundt ville have været helt så god en oplevelse uden SL6... Måske skal man bare ud omkring de der 700 km. før man har været igennem forskellige små ændringer og bliver rigtig dus med en ny cykel.

Jeg har alle dage kørt samme dæktryk, uanset om det har været 23, 25 eller 28 mm. Og jeg synes at opleve, jo bredere jo bedre. Det kan være at min kampvægt har afgørende betydning i den oplevelse. Den er lige nu 108,2 kg. Udsigten er heldigvis igen lidt nedagående. Sommer Challenge er godt og vel 112 % gennemført. Og heldigvis for det, for fysikken giver i den grad tegn på at være udfordret. August ender på 917 kørte km.